Fem skolepatruljer – en i hver region – er nomineret til titlen ”Årets Skolepatrulje”, og får nu overrakt 5.000 kroner af Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring. Om få uger afgøres det, hvem af de fem der vinder en fest for hele skolen til en værdi af 25.000 kroner samt titlen ”Årets Skolepatrulje”.

Dag efter dag står skolepatruljerne ved skolevejene og hjælper børn sikkert og trygt gennem den ofte kaotiske morgentrafik. Skolepatruljerne gør det med et smil og overskud, og er med til at sikre, at forældre er trygge ved at sende deres børn alene til skole på gåben eller cykel. For at hylde skolepatruljerne for deres indsats, har Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring sat sig for at kåre
”Årets Skolepatrulje”. Og dem er der mange af, når man læser de 5.400 indstillinger, som folk i hele landet er kommet med.

Foto: Rådet for sikker Trafik.

I de tusindvis af forslag til, hvem der bør vinde titlen ”Årets Skolepatrulje” er der masser af ros til landets skolepatruljer. De får bl.a. ros for deres hjælpsomhed, når folk møder dem på skolevejene, samt at de ofte giver børn og voksne et smil med på vejene, tager jobbet som skolepatrulje seriøst og at eleverne møder op helt frivilligt uanset vejret. Med andre ord bliver der virkelig gjort et godt arbejde på de danske skoleveje af skolepatruljerne.
– De børn, der står skolepatrulje, gør det først og fremmest fordi de gerne vil hjælpe andre. De har overskud til at tage et ekstra ansvar og forventer ikke at få noget for det. De fleste synes faktisk ikke, at de gør noget særligt. Men det gør de. For de er en daglig reminder til os alle sammen om vigtigheden af, at vi passer på hinanden i trafikken, siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

”Foruden at være præcise og meget pligtopfyldende er skolepatruljen på Vemmelev Skole også kendetegnet ved at tage deres opgave som trafikambassadører meget alvorligt. Skolepatruljen har sammen med elevrådet, blandt andet stået for en kampagne der skulle få forældrene til at opføre sig mere eksemplarisk i forbindelse med aflevering af børn i bil om morgenen. Resultatet har været, at der ikke er den samme tumult om morgenen som det var tilfældet før. Æren for det skal klart gives til skolepatruljen” – Udtaler Skoleleder Emil Krapper, Vemmelev Skole.

De fem regionale skolepatruljer der nu er udvalgt til finalen ”Årets Skolepatrulje 2019”:
• Hovedstaden: Måløvhøj skole, Ballerup Kommune
• Sjælland: Vemmelev skole, Slagelse Kommune
• Syddanmark: Vestre skole, Middelfart Kommune
• Midtjylland: Østervang skole, Randers Kommune
• Nordjylland: Hurup skole, Thisted Kommune

Skole vinder kæmpe fest
Om få uger afgør dommerkomiteen, der består af repræsentanter fra Rådet for Sikker Trafik, LB Forsikring, Politiet, Skole & Forældre og Danske Skoleelever, hvem af de fem nominerede skolepatruljer der skal vinde titlen som ”Årets Skolepatrulje”.
Ud over hædren og æren vinder skolepatruljen også en kæmpe fest for hele deres skole. Festen er med paradekørsel af skolepatruljeeleverne, isbil og DJ. Alt sammen til en værdi af 25.000 kroner.
– Jeg ser dagligt den forskel skolepatruljerne gør, når mine egne børn bliver fulgt sikkert i skole af de større elever. De fortjener alle sammen at blive hyldet for at være hverdagens helte, men de fem nominerede skolepatruljer skiller sig særligt ud, og er fortjent med i opløbet om at vinde en fest til hele skolen, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i LB Forsikring.

I uge 19 afgøres det, hvem af de fem nominerede skolepatruljer, der vinder festen og titlen ”Årets Skolepatrulje”.

Fakta om skolepatrulje
• Det er elever fra 6.-9. klasse som står skolepatrulje
• Der er skolepatruljer på omkring halvdelen af landets skoler.
• Omkring 20.000 elever er med i skolepatruljerne.
• Skolepatruljerne så første gang dagens lys i Danmark i 1949.