Almindelig undervisning i de obligatoriske fag, erhvervsrettet undervisning og brobygning på Zealand Business College (ZBC) i Slagelse og erhvervspraktik. Det er helt kort, hvad der venter elever på en ny erhvervslinje på Marievangsskolen i Slagelse. Målet er, at etablere en tættere tilknytning mellem folkeskole og erhvervsuddannelser og samtidig understøtte at flere elever vælger en erhvervsuddannelse.

Idrætsklasser, kunsttalentklasser og nu snart også en erhvervslinje. Der er gode muligheder i Slagelse Kommune for at vælge lige præcis den uddannelsesretning, som man brænder for, eller som man måske netop gerne vil blive klogere på allerede i folkeskolen. Alle elever i Slagelse Kommune, der netop er startet i 8. klasse, har mulighed for at søge ind og blive en del af den nye erhvervslinje, som starter til januar.

Tættere tilknytning mellem folkeskole og erhvervsuddannelse
– Vi har i Byrådet valgt at etablere erhvervslinjerne for at skabe en tættere tilknytning mellem folkeskole og erhvervsuddannelser. Derfor er der på erhvervslinjen også et tæt samarbejde med ungdomsuddannelserne på ZBC. Vi håber, at den ekstra synlighed omkring erhvervsuddannelserne kan være med til at understøtte, at flere elever vælger en erhvervsuddannelse. Vi glæder os i Børne- og Ungeudvalget til at følge den nye erhvervslinje og håber, mange vil se det som et godt supplement til de øvrige uddannelsestilbud, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Helle Blak. (F)

Til januar 2021 starter den første erhvervslinje på 8. årgang. Herefter starter en ny linje i august, når et nyt skoleår begynder. Dermed bliver der fremadrettet en erhvervslinje på både 8. og 9. klassetrin.

Praktiskorienteret undervisning
– Vi glæder os til at starte den nye erhvervslinje. Her er en stor del af under-visningen praktisk orienteret, så eleverne får mulighed for at udføre det de lærer i praksis. Dermed får eleverne en forsmag på, hvad der venter dem på en erhvervsuddannelse, og det håber vi øger sandsynligheden for, at de vælger den rigtige retning fra starten og i sidste ende også gennemfører en erhvervsuddannelse, siger skoleleder på Marievangsskolen Henrik Østergaard.

Ud over undervisningen på Marievangsskolen så venter også et tæt samarbejde med ZBC, hvor eleverne skal i brobygning på de fire linjer:

• Teknologi, Byggeri og Transport
• Introduktion til Business (Kontor, Handel og Forretningsservice)
• Introduktion til Fødevarer, Jordbrug og Oplevelser
• Introduktion til Omsorg, Sundhed og Pædagogik

Hvis man gerne vil optages på erhvervslinjen, så kan man få et ansøgningsskema på sin skole og sende til Marievangsskolen, som herefter indbyder elev og forældre til en kort samtale. Marievangsskolen planlægger at holde informationsmøde for alle interesserede elever og deres forældre den 21. oktober afhængigt af udviklingen i forhold til covid-19.

Pressefoto