Dit og mit Slagelse
Søger du noget bestemt? Dit Slagelse er byportalen i Slagelse. Her finder du informationer om byens erhvervs- og butiksliv, seværdigheder, spisesteder m.m. Har du tidligere haft svært ved at finde frem til byportalen, er det måske, fordi du har søgt på “Mit Slagelse”. Men vi hedder Dit og ikke Mit Slagelse…

H. C. Andersens ”Plagelse”
Slagelse er Vestsjællands største handelsby. Byen har været centrum for handel siden midten af 1100-tallet, da Antvorskov Kloster blev opført, som tiltrak syge langvejs fra for at blive helbredt af dets munke. Med tiden forfaldt klosteret, og i 1580 blev det ombygget til et slot, hvor kong Frederik II døde i 1588.

En stor del af det gamle bymiljø blev ødelagt, da Slagelse blev ramt en række storbrande mellem 1515 og 1804. En kirkelade fra slutningen af middelalderen overlevede og var fra 1616 til begyndelsen af 1800-tallet en latinskole, hvor blandt andet H. C. Andersen var elev i perioden 1822-26. I fire år blev han ydmyget og latterliggjort af skolens elever og rektor, og for Andersen blev Slagelse til ”Plagelse”. Slagelse Museum tager dig med tilbage til H. C. Andersens tid. Oplev byens gamle gademiljø, og sæt dig på skolebænken på Slagelse Latinskole!

Børnenes Slagelse
Slagelse har mange sjove og spændende tilbud til børnene. Lidt uden for byen finder I den 1000 år gamle vikingeborg Trelleborg, hvor I kan komme helt tæt på vikingerne. Trelleborg blev bygget af Kong Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet og er den bedst bevarede ringborg i Danmark. Den gamle kongeborg og det tilhørende museum, hvor I blandt andet finder Danmarks eneste bevarede vikingeskjold, er en oplevelse for hele familien. Trelleborg er en del af Nationalmusset, og der er gratis adgang til både museet og borgen.

Gerlev Legepark er et stort grønt område, hvor hele familien kan kaste sig over mere end 130 historiske spil og lege. I spilleområdet finder I spil fra hele Europa, der alle er over 100 år, mens I vil møde moderne forhindringer på tovbanen ”Low rope”. I Gerlev Legepark kan I være fysisk aktive sammen på en sjov og udfordrende måde, og med hjælp fra en instruktør kan I få lagt et program for jeres dag med leg.

Shopping i Slagelse
I Slagelse centrum er der rig mulighed for at få dækket alle behov for shopping og nyde en frokost eller en god kop kaffe. Udforsk bymidtens mange små gader og stræder, der gemmer på en række specialbutikker og masser af hyggelige cafeer. I Vestsjællands største butikscenter, VestsjællandsCentret, finder du yderligere over 40 butikker, og med 900 P-pladser er der gode parkeringsmuligheder.