Fra onsdag den 15. april modtager dagtilbud og skoler igen børn op til og med 5. klasse. Statsministeren og sundhedsmyndighederne opfordrer til at mest mulig tid tilbringes udenfor, og derfor har Slagelse Naturskole oprettet en ude-hotline, hvor lærere og pædagoger i Slagelse kan få råd og vejledning. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelse.

Slagelse Naturskole opretter en hotline, hvor man kan få hjælp til den kommende tids undervisning og aktiviteter udenfor. Fra onsdag den 15. april kan alle pædagogiske medarbejdere i skole og dagtilbud ringe og få hjælp til fx at indrette et udendørs klasseværelse, et uderum for de 0-6-årige og til at få sat gang i udendørsaktiviteterne i undervisningen og i arbejdet med læreplanerne.

– Vores naturvejledere og udeskolevejleder står klar til at hjælpe med gode råd, sparring og idéudvikling. Vi har mange års erfaring med at koble naturen til skolens fagfaglige undervisning, til Fælles Mål og til arbejdet med forskellige læreplanstemaer i dagtilbuddene, siger leder af Slagelse Naturskole, Tine Nord Raahauge, som også fortæller at naturskolen er del af et nationalt netværk af naturvejledere og udeskolevejledere, med adgang til en stor fælles idé- og erfaringsbank, som naturskolen meget gerne deler ud af.

Så uanset om man arbejder i dagplejen eller i en vuggestue og har brug for hjælp til at skabe de praktiske sundhedsmæssige rammer for de allermindste udenfor, om man er lærer og har brug for viden omkring uderumsledelse eller efterspørger idéer til fx dansk, matematik eller et andet fag udenfor, eller om man ønsker at være i tæt kontakt med naturvejlederen, når de første skridt i uderummet tages, så kan naturskolen hjælpe.

Slagelse Naturskole kan kontaktes på hotline-nummeret 51 60 26 49.
– Vi sidder klar ved telefonen og vi glæder os til at hjælpe jer, fortæller naturskolelederen.