Slagelse Garden har for alvor slået sig fast som en af Danmarks bedste bygarder, med en førsteplads for harmoniorkester og en samlet 4. plads ud af de 29 deltagende garder.

Torsdag den 29. juni satte 45 spændte, unge gardere, 3 instruktører og frivillige sig ind i en bus, og drog af sted mod Danmarksmesterskaberne for bygarder. Målet var den jyske by Vejen, og ikke mindst fire dage med venskaber, konkurrencer og fantastiske oplevelser.
I søndags vendte Slagelse Garden så hjem, trætte og glade efter at have dystet mod 29 andre bygarder, og med en titel som danmarksmester i bagagen. Turen hjem til Slagelse var en ren fest, hvor ” We are the champions” blev sunget gentagende gange.
– Det er simpelthen fantastisk. Det er meget bedre, end vi turde håbe på, før vi tog af sted. Der har været arbejdet hårdt både fra gardernes side, men også fra instruktører og frivillige, så vi havde da krydset fingre for nogle gode resultater, men det her slår bare alt, siger en tydelig stolt formand, Jacob Berger Frederiksen.

I løbet af de fire dage ved DM dystede Slagelse Garden i disciplinerne bymarch, tattooshow, koncert for tambourkorps og koncert for harmoniorkester. Ud over danmarksmesterskabet for harmoniorkester udmærker tattooshowet sig. Her forbedrede Slagelse Garden deres resultat med fire pladser fra DM i 2015 til nu at være Danmarks 4. bedste, hvilket har krævet et stort stykke arbejde fra instruktøren og rigtig mange træningstimer af garderne.
I sidste ende var det de samlede bedømmelser fra alle konkurrencerne, der sikrede Slagelse en flot samlet 4. plads.
– Det var helt vildt, da vi fandt ud af, det var os, der havde vundet. Det var virkelig en forløsning oven på et helt års planlægning og træning. Det er nogle super flotte resultater. Jeg er virkelig stolt af, at vi er lykkes med det, siger formanden.

Velfortjent ferie
Nu skal garderne på en velfortjent sommerferie, før der venter nye arrangementer blandt andet et stort 40-års jubilæumsarrangement i september.
– Jeg tror, at alle trænger til at slappe af nu. De sidste tre måneder frem til DM har der været øvet tre til seks dage om ugen, så alle er godt brugte. Det er dejligt, at kunne ønske god sommer med den her DM-oplevelse i frisk erindring, og så kan vi glæde os til, vi skal være værter for en masse andre bygarder ved vores jubilæumsarrangement senere på året, siger Jacob Berger Frederiksen.

Faktaboks:
Slagelse Gardens placeringer ved DM
Harmoniorkester – 1
Tattooshow – 4
Tambourmajor – 5
Bymarch – 9
Tambourkorps – 12
Samlet placering – 4

Tak til Jacob Frederiksen for denne beretning og stort tillykke.