Virksomhedsfyssen
V/ Dennis Greis Lydom
25 30 28 38
info@virksomhedsfyssen.dk

Virksomhedsfyssen på Facebook 

Sang og solid faglighed
“You load sixteen tons, what do you get. Another day older and deeper in debt … I owe my soul to the company store”, synger Johnny Cash i sangen, der skriver sin historie tilbage til 1946.

Dennis Lydom har et indgående kendskab til The Man in Black, nemlig som frontfigur i Johnny Horsepower, det danske band der kommer tættest på en koncert med Cash. Du kender dem sikkert fra spillesteder i Slagelse og omegn, hvor de spiller for fulde huse, og hvor Dennis turnerer med et populært musikalsk foredrag om Johnny Cash. Hvad du måske ikke ved er, at Dennis Lydom også er beskæftiget som fysioterapeut med speciale i ergonomi.

Ergonomi – ikke kedeligt
Fra Virksomhedsfyssens hjemsted på Midtsjælland kører Dennis Lydom ud til arbejdspladser i hele landet. De får rådgivning og undervisning, som bidrager til medarbejdertrivsel og virksomhedens vækst.

Virksomhedsfyssens fokusområder er bl.a. korrekt løfteteknik, evt. med brug af hjælpemidler, gode arbejdstillinger, hvor man veksler mellem at sidde og stå, samt afvekslende arbejdsfunktioner. “Med fokus på den enkelte medarbejder og dennes arbejdsområde, inddrages og uddannes medarbejderen til at bruge stol, skrivebord, mus, tastatur, skærm etc. optimalt”, fortæller Dennis Lydom, der også holder både informative og underholdende foredrag om ergonomi.

Forebyg problemer ved skærmen
Meget har heldigvis ændret sig siden Sixteen Tons blev skrevet og sunget første gang. Vi bliver ikke længere så grotesk nedslidte som gamle dages kulminearbejdere, men ingen træer vokser ind i himlen. Det stillesiddende arbejde ved skærmen, som er manges hverdag i dagens Danmark, har sine egne indbyggede problemer. Statisk muskelarbejde, hvor muskler i længere tid spændes, kan medføre kroniske muskelsmerter, og alt for mange på det danske arbejdsmarked døjer med en eller anden form for ondt i kroppen.

Ergonomi er en tværfaglig disciplin, der kombinerer medicinsk, psykologisk og teknisk teori, viden og erfaring til at forebygge skader forårsaget af selve arbejdet eller arbejdsmiljøet. Dennis Lydom har 10 års erfaring i ergonomi og har således indgående kendskab til mange forskellige brancher. ”Både medarbejdere og arbejdspladser er forskellige, så derfor skal en arbejdspladsvurdering (APV) også kunne rumme både individuelle og branchespecifikke forskelle”, fortæller Dennis Lydom.

Kontakt Virksomhedsfyssen for et uforpligtende tilbud.