Forårsprogrammet er landet! Stort fælles videnskabstema om kroppen på Slagelse Biblioteker og Borgerservice
DR og biblioteker landet over hylder, undersøger og begejstres over videnskaben i hele 2018. I foråret er det vores fantastiske krop, der kommer under mikroskopet i den landsdækkende kampagne ”Viden skaber os – Kroppen”.

”Videnskab og kroppen” er overskriften, når Slagelse Biblioteker og Borgerservice sammen med biblioteker fra hele landet undersøger kroppen indefra og ud med videnskabelige briller på. Der er fuldt fokus på underholdende og lærerig formidling af videnskab om alt lige fra kropsvæsker, hjernen og retsmedicin til fremtidens robotter, kropsidealer og skønne kroppe. Kort og godt bliver forårets store program en hyldest til vores fantastiske krop.

Oplev kroppen fra alle vinkler
Slagelse Biblioteker og Borgerservice går i perioden 19. februar til 4. maj helt tæt på kroppen med et videnskabeligt og undersøgende blik. Videnskaben er enorm vigtig, fordi den er med til at forandre os som mennesker og har enorm indflydelse på vores liv og verden.

Leder for Slagelse Bibliotekerne og Borgerservice René Birkemark Olesen udtaler:
”Det at formidle viden og skabe rammer for læring er blandt bibliotekernes kerneopgaver og vi kan som bibliotek være med til at få viden ud fra forskergangene og gøre videnskab spændende og fascinerende for mange danskere. Også for dem, som ikke på forhånd er interesseret i temaet”.

Samarbejde med DR
Temaet er et samarbejde med DR, der ligeledes hylder videnskaben i hele 2018 og i foråret viser en tv-serie om menneskekroppens livsfaser i 4 afsnit. Kort sagt – det bliver et forår, hvor Slagelse Biblioteker og Borgerservice sammen med DR hylder videnskaben og kroppen, stiller spørgsmål og lader sig inspirere af menneskets fantastiske krop og hjerne.

Det nye program for foråret 2018 er ude på bibliotekerne og borgerservice i Slagelse, Korsør og Skælskør i uge 6. I programmet kan man finde al information om arrangementerne i temaet ”Videnskab og kroppen”, og den kommer desuden også i digitalt format på Slagelse Bibliotekernes hjemmeside.

Digital format kan du finde her.