Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet Jan 02, 2018 til Jan 09, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
SLAGELSE: 34-årig fik bilen konfiskeret
Lørdag klokken 11.50 standsede en politipatrulje en bil til et rutinetjek på Idagårdsvej i Slagelse. Føreren var en 34-årig mand fra byen, som imidlertid ikke havde noget dansk kørekort. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, og da han flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.

SLAGELSE: 204 km/t på Vestmotorvejen
Vestmotorvejen ved Slagelse er en af de særligt udvalgte strækninger, hvor politiets automatiske trafikkontrol måler hastigheden i 2018. En af målingerne blev foretaget lørdag mellem klokken 14 og 19.30, og i det tidsrum var der 2842 køretøjer, der passerede målebilen. Hastigheden på stedet er fastsat til 110 km/t, men det var der 249, der ikke tog hensyn til. Den højeste hastighed blev målt til ikke mindre end 204 km/t, og det medfører en betinget frakendelse af kørekortet. Derud over er der ni, der står til et klip i kørekortet, og tre andre, der også kørte så hurtigt, at det giver en betinget frakendelse.

SLAGELSE: Tissede op ad politibil
Mens et par betjente var på patrulje i centrum af Slagelse, stod politibilen parkeret i Skovsøgade. Da betjentene returnede til bilen søndag klokken 2.25, så de en mand stå og tisse op ad bilen. De trak manden væk fra bilen, og han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men han afviste at oplyse sit navn og sin fødselsdag. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, og for at få klarhed over hans identitet, blev han anholdt klokken 2.26 og taget med til politistationen i Slagelse. Her blev det klart, at der var tale om en 28-årig mand fra Mern, og han blev løsladt igen søndag morgen klokken 9.05.

SLAGELSE: To anholdt for narkosalg
Først standsede en patrulje en 18-årig mand fra Greve med amfetamin, hash og ecstasy på sig. Han fortalte, han var kommet fra en lejlighed på Skellet i Slagelse, og ransagede politiet dén adresse. Her fandt de mere amfetamin, mere hash, digitalvægte, pølsemandsposer, medicin og diverse våben. Desuden var der et større beløb i kontanter. En 19-årig kvinde på adressen blev anholdt og sammen med den 18-årige fra Greve sigtet for salg af narkotika.

SLAGELSE: Fodgænger på motorvejen
En 23-årig mand fra Næstved var søndag klokken 12.16 på vej hjem fra en nytårsfest. Han var blevet sat af på en tankstation ved afkørsel 39, og her havde han spurgt om vej til Næstved. Han kom dog alligevel til at gå forkert og endte på motorvejen, og selv om han opdagede fejlen, blev han ved at gå, fordi han ikke mente, det var ulovligt. Så han stak tomlen ud og forsøgte at få et lift. En patrulje fik dog fat på manden, som blev sigtet for at gå på motorvejen. Han blev kørt til Slagelse station, hvor han ville tage med bussen hjem.

SLAGELSE: Råbte og smed cigaretskod efter politiet
2018 var kun få minutter gammelt, da politiet måtte skride til anholdelse af to kvinder på Byskov Alle i Slagelse. Den første, en 17-årig kvinde fra Slagelse, blev anholdt klokken 0.24 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Hun havde kort forinden kastet et cigaretskod efter politibilen, mens hun råbte og skreg efter betjentene, og den anden – en 18-årig kvinde fra Slagelse – kaldte den ene betjent for “luder”, og derfor blev hun anholdt klokken 0.25. De blev begge løsladt umiddelbart efter, men de kan nu vente et bødeforelæg for overtrædelsen.

SLAGELSE: 15-årig skød romerlys efter politiet
En 15-årig dreng fra Slagelse blev anholdt nytårsnat klokken 1.08, efter at han havde skudt et femskudsromerlys af efter en politibil, hvor der sad to betjente. Det skete på Byskov Alle i Slagelse, og den 15-årige blev sigtet for vold mod politiet og løsladt klokken 2.40 efter afhøring. Den 15-årige havde yderligere seks femskudsromerlys på sig, og de blev beslaglagt. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.Sigtelsen havde tilsyneladende ikke den store effekt hos den 15-årige. Igen tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at der blev fyret fyrværkeri af på Byskov Alle. Politiet fandt klokken 1.10 frem til tre drenge – den 15-årige, der var blevet anholdt natten forinden – som sammen med en 15-årig og en 16-årig dreng havde fyret flere raketter af. De blev alle tre sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

SLAGELSE: Tre anholdt efter larm
Politiet fik mandag klokken 1.40 en anmeldelse om, at to mænd var oppe at slås på Gl. Torv i Slagelse, og få minutter senere anholdt politiet en 22-årig mand, der havde slået en anden mand i ansigtet. Den 22-årige, der er fra Dianalund, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Det lykkedes den 22-årige at stikke af, men han kom dog ikke langt, inden en politibetjent havde løbet ham op. Han blev derfor også sigtet for at forsøge at stikke af fra politiet. To andre mænd blandede sig i anholdelsen, og en 27-årig mand fra Jelling og en 19-årig mand fra Korsør blev derfor også anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

SLAGELSE: Fyrværkeri mod biler og bygninger
Politiet fik mandag klokken 19.33 en anmeldelse om en større gruppe unge mennesker – de var i alderen 12-16 år, og en enkelt er 19 år – der affyrede fyrværkeri på Byskov Allé. Belært af tidligere anmeldelser, hvor de unge mennesker stikker af, når de ser patruljebilen, valgte patruljen denne gang at bevæge sig frem til fods. På den måde lykkedes det at få kontakt med knap 20 af de unge, og de blev kraftigt formanet om affyring af fyrværkeri og de både strafferetslige og økonomiske følger, det kan have for de involverede.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Fredensvej Hus Fredag klokken11.02 Håndværktøj af mærket Bosch og Makita
Skælskør Skytteengen Hus Fredag klokken 9.30-18.45 Perlekæde og kontanter i euro
Slagelse Agersøvej Lejlighed Søndag klokken 18-22.10 Bærbar pc af mærket Lenovo, et Tissot armbåndsur, kontanter og medicin
Slagelse Hindbærvej Hus Onsdag klokken 15 – lørdag klokken 9.48 Ikke umiddelbart stjålet noget
Slagelse Murervej Hus Lørdag klokken 19.40-23.15 Blodtryksmåler, to tasker med fagbøger, og to bærbare pc’er af mærket Lenovo
Skælskør Solbærvej Hus Torsdag klokken 16.15 Bærbar pc af mærket Acer

 

Klokken 7.30-8.10 Bestilt færdselskontrol: Tre fik en påtale for ikke at respektere standsnings-/parkeringsforbud

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Slagelse Sejerøvej Klokken 7.30-8 Ingen sager
Korsør Tårnborgvej Fredag klokken 23.40-0.10 10 køretøjer standset og kontrolleret: Ingen sager
Slagelse Lørdag klokken 23.30-23.55 Fem køretøjer blev standset og kontrolleret: Ingen sager
Slagelse Grønningen Lørdag klokken 11.10-11.40 En blev sigtet for kørsel uden førerret
Slagelse Munkebakken Klokken 7.30-8.10 Ingen sager
Boeslunde Slagelse Landevej Klokken 15.55-18 Seks bilister blev standset og sigtet for at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t. Fire kørte så hurtigt, at det kan give et klip i kørekortet, og den højeste hastighed blev målt til 71 km/t
Slagelse Munkebakken

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Slagelse Bildsøvej, Kr. Stillinge Klokken 14.26-19.37 ATK 248 42 50 km/t 113 km/t Syv klip, en betinget og en ubetinget frakendelse
Slagelse Vestmotorvejen Lørdag klokken 14-19.30 ATK 2842 249 110 km/t 204 km/t Ni klip og fire betingede frakendelse
Slagelse Vestmotorvejen Søndag klokken 13.30-16.27 ATK 2693 195 110 km/t 155 km/t Fem klip
Slagelse Vestmotorvejen Søndag klokken 16.33-19.45 ATK 2622 135 110 km/t 177 km/t Et klip og en betinget frakendelse
Slagelse Slagelse Landevej Fredag 29.12 kl. 10.28 – 16.15 ATK 1640 47 80 km/t 122 km
/t
Et klip
%d bloggers like this: