Fire børnehaver klar til årets fuldkornsdag 19. januar

Fredag den 19. januar er Årets Fuldkornsdag, og her vil kommuner, kantiner, supermarkeder og mange andre virksomheder i hele landet gøre en indsats for at få danskerne til at spise mere fuldkorn. I Slagelse Kommune er fire daginstitutioner også klar med fuldkornscafé, skattejagt efter fuldkornsmærker og bagning med fuldkorn.

En ny landsdækkende undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at borgerne i Region Sjælland spiser mindre fuldkorn end jyderne og fynboerne. Fødevarestyrelsen anbefaler som en del af de officielle kostråd, at voksne spiser minimum 75 gram fuldkorn om dagen pr. 10 MJ, men undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse viser, at sjællænderne i gennemsnit kun spiser 59 gram fuldkorn om dagen. Derfor støtter daginstitutionerne Skovbrynet, Slotsbjergby Daginstitution, Sygehusets Børneinstitution og Børnegården i samarbejde med Slagelse Kommune op om den landsdækkende fuldkornsdag, som markeres landet over 19. januar.

Vigtigt at gode spisevaner dannes tidligt
– Årets fuldkornsdag skal minde os om at spise 75 gram fuldkorn om dagen. Den seneste undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at Region Sjælland er den region i Danmark, hvor der spises mindst fuldkorn. Derfor er vi glade for, at fire børnehaver støtter op om dagen, for gode spisevaner er vigtige at få skabt i en tidlig alder, så de gode vaner kan bringes med ind i resten af livet, siger formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Ali Yavuz (A).

Det er dog ikke kun den 19. januar, som kommer til at stå i fuldkornets tegn hos de fire daginstitutioner. Flere af daginstitutionerne har valgt at sætte fokus på fuldkorn i hele uge tre heriblandt Skovbrynet i Sørby.

På jagt efter fuldkornsmærker
– Vi har planlagt en hel uge med fokus på fuldkorn, hvor der hver dag vil være gemt fuldkornsmærker rundt om i huset. Det bliver en slags skattejagt, hvor de ældste børn i børnehaven sammen med børnene fra vores klub og fritidshjem skal rundt og finde mærker. Når et barn har fundet 10 mærker, får barnet en præmie, som selvfølgelig er af fuldkorn. I løbet af ugen vil der også være fysiske aktiviteter i hallen, med fuldkorn som tema for både store og små. På selve fuldkornsdagen vil der på fritidshjemmet blive afholdt fuldkornscafe med smagsprøver på mad og bagværk med fuldkorn, siger Erik Volff Pedersen, leder i Skovbrynet.

Ud over aktiviteterne i Skovbrynet kan børnene i de tre øvrige daginstitutioner se frem til maddage med fokus på fuldkorn, hvor alle børn er inddraget i forskellige aktiviteter omkring mad og måltid, bagning af boller og snak om råvarerne samt meget mere.