Det er jo ingen hemmelighed, at Danmark drev plantager med slaver på de Vestindiske Øer. De danske slaveejere boede blandt andet i Vestsjælland. Kom og hør deres historie torsdag den 12. oktober 2017 klokken 19 på Ringsted Museum, Køgevej 41

Karen Munk-Nielsen, leder af Holbæk Museum og ivrig forsker i vestindiske forhold, afholder foredraget.

Vestsjælland og Vestindien er et sprængfarligt emne!
På Museum Vestsjællands afdeling i Holbæk åbnede i foråret 2017 en udstilling om de forbindelser, der har været mellem Vestsjælland og de tidligere danske øer i Vestindien.

Hvorfor tager et lokalmuseum dette emne op? Arbejdet med udstillingen har åbnet for mange nye historier og forbindelser mellem Vestsjælland og Vestindien. For eksempel, at Lerchenborg ved Kalundborg har haft et sildesalteri, der leverede slavekost til de Vestindiske øer og om familien Andreasen, der udvandrede fra Kalundborg til St. Croix.

Karen Munk-Nielsen fortæller også om de overvejelser, erfaringer og dilemmaer museet har stået i undervejs og også om de tre statuer, som Museum Vestsjælland har været formidler af, da den vestindiske befolkning sendte en folkegave til Danmark i 2016.

Foredraget er arrangeret i samarbejde med Ringsted Folkeuniversitet.

Af hensyn til servering af kaffe/kage á 30 kr. er tilmelding nødvendig senest 2 dage før afholdelse. Ledige billetter sælges i døren, dog uden garanti for, at der er kage nok.

Folkeuniversitetet er et godt sted at blive klogere på kulturhistorie. Historikere fra hele landet deler ud af deres viden.

Forelæsningerne koster almindeligvis 75 kr., men medlemmer af Museumsforening og KULT får 10 kr. i rabat pr. forelæsning.

Ringsted Museum og arkiv.