Af Janni Walies, kandidat ved RV17 (D) og Johannes Lumholt, spidskandidat ved RV17 (D). 

Region Sjælland står foran udrulningen af den nye Sundhedsplatform. Sundhedsplatformen er både et nyt it-system, men i høj grad også et forandringsprojekt, som på papiret skal gøre det nemmere både at være patient, men også være en administrativ lettelse for medarbejderne.

Vi har set mange fejlslagne udrulninger af offentlige it-systemer og i Region Hovedstaden har de fået implementeret samme Sundhedsplatform, som vi nu skal have her i regionen, og det er gået helt galt.

Der er selvfølgelig tilrettelagt et forløb her, som tager højde for mange af de ting som gik galt. Eksempelvis et fint kursusforløb frem til ”Go-Live” den 25. november.

Nye Borgerliges væsentligste bekymring er ikke om det kommer til at virke på sigt, men vi sætter spørgsmålstegn ved delelementer i selve forandringsprojektet, specielt lægesekretærens væsentlige rolle.

Både som kvalitetskontrollør i forhold til lægens journalisering, men i høj grad også som primær koordinator af patientforløbet.

Lægesekretæren er den røde tråd, der følger patientens forløb fra start til slut, og det fandt de også hurtigt ud af i Region Hovedstaden, da de måtte ud og genansætte.

I Nye Borgerlige er vi ikke imod forandringsprojekter, men IT kan aldrig erstatte faglighed, og vi må ikke miste fokus på at have patienten i centrum – ikke systemet.

Janni Walies, privatfoto
Johannes Lumholt, foto Daniel De La Cruz
%d bloggers like this: