To fra Slagelse med i slutløbet om Årets Ejerleder 2017 på Sjælland.
Kåringen af Årets Ejerleder 2017 på Sjælland er lige om hjørnet, og tre finalister er nu udvalgt. Prisen går til den ejerleder, der som frontfigur i en ejerledet virksomhed på Sjælland har en central rolle i at skabe vækst og succes til inspiration for andre. Prisen som Årets Ejerleder uddeles for 14. gang af PwC i samarbejde med bl.a. Nykredit og Dansk Erhverv.

Tre finalister er nu fundet til kåringen af Årets Ejerleder 2017 på Sjælland. De er blevet udvalgt blandt en lang række virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen, der ikke alene skaber vækst, men også har en ambitiøs strategi for fremtidig vækst.
”Vi ønsker et stort tillykke til de tre finalister på Sjælland, som er udvalgt blandt et stærkt felt af dygtige sjællandske ejerledede virksomheder. De tre finalister går hver dag forrest og skaber vækst og udvikling til stor inspiration for andre,” fortæller Lars Vagner Hansen, director i PwC i Holbæk, der med Årets Ejerleder ønsker at sætte fokus på de danske ejerledere og deres betydning for erhvervslivet.

Finalisterne er:

Ejvind Pedersen fra Scanmetals A/S (Slagelse)
Ejvind Pedersen er ejerlederen bag metalvirksomheden Scanmetals, som på baggrund af hans egen idé fra 2009 udviklede en ny produktionslinje, som miljøvenligt udvinder metaller fra slagger fra forbrændingsanlæg. Her bliver alt fra slaggerne genbrugt, da restproduktet, som primært er støv, anvendes til vejbelægninger. Virksomhedens kunder er bl.a. tyske bilfabrikker, der benytter metallet til støbning af nye bilmotorer.
Ejvind er selvlært og har stor international erfaring fra ophold i Sydamerika og Afrika inden for teknologisk og miljøvenlig udvikling. Dette har skabt muligheder for virksomheden, som i høj grad gør dem konkurrencedygtige i branchen, og de har derfor i øjeblikket ingen direkte konkurrenter inden for miljøvenlig teknologi.

Palle Normann Svendsen fra Delfi Technologies A/S (Køge)
Delfi Technologies er en global løsningsleverandør fra 1988 med speciale i softwareløsninger inden for elektroniske hyldeforkanter, håndterminaler, kasseløsninger og printløsninger. Virksomhedens kunder er fra en bred vifte af brancher, og deres løsninger bruges verden over.
Virksomhedens ejerleder, Palle Normann Svendsen, driver Delfi Technologies på en unik måde og med en nøje eksekveret strategi. Deres vækst er drevet ud fra en humanitær vision, da Palle fra starten har vurderet, at jo flere ansatte, jo større mulighed for vækst. Virksomheden har stort fokus på det menneskelige aspekt og arbejder dagligt med at forny deres løsninger til kundernes behov.

Mogens Pedersen fra Egons A/S (Slagelse)
Egons er en danskejet og familiedrevet virksomhed i mere end 30 år og ejet af familien Pedersen. Virksomheden blev etableret i 1982 med én enkelt minibus, men er i dag en af branchens største operatører på det danske marked med omkring 170 ansatte.
Mogens Pedersen er i dag ejerleder i virksomheden, efter han overtog den i 1987 fra sin far, Egon Pedersen. Han er uddannet automekaniker og har skabt vækst i virksomheden både organisk og via opkøb. Mogens har stort fokus på at skabe en virksomhed med et fælles og stærkt DNA, og han er en first-mover inden for busrejseselskaber i relation til udvikling og implementering af online ordresystem.
Ejerlederen går forrest
Hos Nykredit understreger man, at de tre finalister netop er kendetegnet ved, at ejeren er en leder, som går forrest og gør en stor forskel for virksomhedens succes.

”Danmarks ejerledere betyder meget mere for dansk økonomi, end de fleste går og tænker på. I Nykredit Bank møder vi mange ejerledere, og kendetegnet for dem er en særlig dynamik og energi. Når de ejerlede virksomheder kan vokse sig store og blive arbejdsplads for rigtig mange danskere, så tror jeg at det skyldes den helt særlige energi og dynamik, som ejerlederne har siger regionsdirektør i Nykredit Mikael Storm Andersen.

Samspillet mellem talent og teknologi
Ifølge PwC’s CXO Survey 2017* er et fokus på digitalisering og udnyttelse af ny teknologi vigtige strategiske parametre for virksomhederne det kommende år i kombination med det rette talent. Det er afgørende for de flestes virksomheders vækst og udvikling at have fokus på disse områder for at opnå succes og skabe en vindervirksomhed.

”For andet år i træk uddeler vi en særlig temapris, der i år har fokus på samspillet mellem talent og teknologi. Prisen gives til den ejerledede virksomhed, som formår at udnytte den nye teknologi i samspil med talent til fulde,” forklarer Lars Vagner Hansen, director i PwC i Holbæk.

Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv, lægger vægt på, hvor vigtigt temaet er i en tid med store forandringer på arbejdsmarkedet, i takt med at digitalisering og ny teknologi spiller en stadig større rolle i mange virksomheder:

”Vi kan med rette være stolte af de succeshistorier, som de ejerledede virksomheder skaber, og deres måde at arbejde med årets tema. Samspillet mellem talent og teknologi er essentielt for at opnå succes, for nok er digitalisering og teknologi vigtig for at fremme vækst, men medarbejdernes evner til at skabe relationer og salg samt tænke kreativt er fortsat nødvendige for væksten i et videnssamfund,” siger han.

Tid og sted for Årets Ejerleder på Sjælland:
Onsdag den 25. oktober 2017 kl. 16:30-18:15, Comwell Sorø, Abildvej 100, 4180 Sorø.

Fakta om Årets Ejerleder 2017:
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.
De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.
Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.
Tidligere landsvindere
Marie-Louise Bjerg fra Top Mountain Industries ApS (2016), Anders Byriel fra Kvadrat A/S (2015) Susanne Hessellund fra Bel Air Aviation A/S (2014), Thomas Dinesen fra Dinesen Floors (2013), Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008) og Expo-Net Danmark A/S (2007).

*I PwC’s CXO Survey 2017 har flere end 500 erhvervsledere deltaget. Survey’en er gennemført i samarbejde med Dansk Erhverv og bygger på online- og telefoninterviews. Respondenterne er bl.a. blevet spurgt til deres vækstforventninger, fokusområder og forventede investeringer, ligesom de også har svaret på spørgsmål, som berører nogle af de tendenser, der gør sig gældende i dansk erhvervsliv.

Årets Ejerleder 2017 bliver overrakt på det naturskønne konferencehotel Comwell Sorø