Den kommende kommuneplan giver plads til butikker på Sorøvej. Forslaget til en ny kommuneplan gør det muligt at etablere butikker langs Sorøvej i Slagelse.

I dag består området mellem Sorøvej og Holbækvej i Slagelse mest af erhvervsvirksomheder. Men det kan der blive lavet om på i fremtiden, hvis forslaget til en ny kommuneplan, som er i høring lige nu, bliver vedtaget. Her bliver der nemlig lagt op til, at området i fremtiden blandt andet skal give plads til butikker og kontorer.

– Vi lægger op til, at området skal kunne noget mere. De virksomheder, der ligger der, vil kunne fortsætte som hidtil. Men der er allerede butikker længere op ad Sorøvej og på Holbækvej, og derfor er det oplagt at åbne op for butikker langs Sorøvej, så vi på lang sigt kan koble området på det eksisterende butiksområde omkring rundkørslen, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

I dag ligger der en Rema 1000 på hjørnet af Sorøvej og Holbækvej. Området bagved huser i dag flere erhvervsvirksomheder, men hvis en iværksætter har lyst til at åbne en butik ved siden af, så er det ikke muligt, sådan som kommuneplanen er i dag. Hvis den nye kommuneplan bliver vedtaget uden ændringer, bliver det lavet om. Målet er, at området over tid skal kobles på det eksisterende butiksområde og dermed skabe en større variation i området.

– Vi håber også, at det på lang sigt kan være med til at give Sorøvej et løft. Sorøvej er en af de store indfaldsveje til Slagelse, og det er et af de første indtryk, man får af Slagelse som besøgende. Derfor vil det være dejligt, hvis der kom mere liv i området, siger Knud Vincents (V), næstformand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Strækningen mellem rundkørslen og den tidligere popcornfabrik kan f.eks. udvikles som et helt nyt butikscenter. Før nye butikker kan begynde at åbne i området, kræver det i første omgang, at kommuneplanen bliver vedtaget.

Kommuneplanen bliver diskuteret på mandag aften kl. 17 på Slagelse Bibliotek. Det er det første af i alt tre borgermøder om kommuneplanen. Det følges op torsdag kl. 17, hvor der er borgermøde i Det Røde Pakhus i Skælskør og den 16. august kl. 17 i Korsør, hvor der er borgermøde i den tidligere Sparekassen Sjælland i Havnearkaderne.

Kommuneplanen er i høring frem til 30. august, og folk med forslag eller kommentarer kan sende dem til plan@slagelse.dk

Sorøvej i Slagelse. Kommuneplanen kan ændre dens status. Foto: Slagelse Kommune

%d bloggers like this: