Kommuneplan baner vej for mere nybyggeri i Korsør. Forslaget til den nye kommuneplan udpeger nye byggegrunde til boliger på Stibjergvej og ved Byparken.

Vil man bygge sit eget parcelhus, så er det efterhånden svært at finde en ledig byggegrund i Korsør. Faktisk er der kun plads til 15 nye parcelhuse i Korsør. Men hvis forslaget til en ny kommuneplan bliver vedtaget, bliver det muligt at bygge både flere parcel- og rækkehuse.

– De nye områder, vi udlægger til boliger, sikrer, at vi kan imødekomme efterspørgslen på lang sigt. Det er vigtigt, at vi har de rigtige varer på hylderne, så vi kan opfylde folks boligdrømme – lige meget om det er et parcel- eller rækkehus, borgerne drømmer om, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

I forslaget til den nye kommuneplan bliver antallet af parcelhusgrunde udvidet med cirka 12-16 byggegrunde, mens der bliver plads til cirka 20-25 nye rækkehuse.

– På Stibjergvej ved Musholm får vi fem attraktive byggegrunde tæt på hav og natur, og ved Byparken skaber vi rammerne for at bygge både rækkehuse og parcelhuse, så der er lidt for enhver smag. Men antallet af byggegrunde skal tages med forbehold, fordi det også afhænger af, hvor store huse man bygger, siger Knud Vincents (V), næstformand i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Men før borgere kan stikke spaden i jorden og begynde at bygge, kræver det dog, at kommuneplanen bliver vedtaget af byrådet, og derefter skal der udarbejdes lokalplaner for områderne, som også skal behandles af byrådet.

Forslaget til en ny kommuneplan er i høring frem til 30. august 2017, og borgere med forslag, indsigelser eller kommentarer til den kan sende dem til plan@slagelse.dk.

Stibjergvej omtales i kommuneplanen som egnet til nybyggeri. Foto: Slagelse Kommune