Erhvervs- Plan- og Miljøudvalget vil høre Korsør-borgernes mening om stormflodssikring. De vil have et borgermøde, før de går videre med et nyt dige.

Politikerne ønsker at høre borgernes mening, før de går videre og beslutter, hvordan et nyt kystbeskyttelsesprojekt i Korsør by skal se ud, og hvor stort det skal være. Det besluttede udvalget mandag, da de blev præsenteret for et visionsprospekt for, hvordan et dige kan komme til at se ud. Derfor skal der afholdes et borgermøde, hvor områdets beboere, butikker og andre interesserede har mulighed for at blive hørt.

– Vi vil især gerne høre borgernes holdning til, hvor ambitiøse vi skal være. Skal vi lave den store løsning, hvor vi sikrer hele byen mod en 100-årshændelse, eller skal vi nøjes med at sikre de laveste områder ved fiskerihavnen. Der vil vi gerne diskutere med borgerne, siger formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget Villum Christensen (I).

Visionsprospektet, som udvalget blev præsenteret for, vil sikre hele bymidten mod en såkaldt 100-års hændelse, hvor vandet stiger op til 2 meter, og den ville derfor have forhindret oversvømmelser som i 2006, hvor vandet nåede op på 1,62 meter over daglig vande. Det er udarbejdet med input fra lokale interessenter og vil betyde, at der skal bygges kystbeskyttelse fra Halsskovbroen til lystbådehavnen. MAP Architects, som har udarbejdet prospektet, foreslår blandt andet, at kystbeskyttelsen skal bygges, så det indgår naturligt i byen med bænke og siddepladser langs kajen og lys som markerer, når der er højvande.

– Der er fordele og ulemper ved at vælge den ene eller den anden løsning. Der er dog ingen tvivl om, at området omkring fiskerihavnen er et meget svagt punkt i Korsør, og det er vigtigt, at vi får ”lukket hullet” her, siger Flemming Erichsen (A) fra Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Projektet i Korsør by er ikke det eneste kystbeskyttelsesprojekt, der lige nu er i gang i Slagelse Kommune; på Halsskov er man godt i gang i tre del-områder, og i Næsby Strand har man fået afgjort en klagesag i klagenævnet, så projektet kan komme videre. Grundejerforeningerne ved Kobæk har på eget initiativ nedsat en arbejdsgruppe, der vil se på en fælles højvands-sikring af Kobæk

Borgermødet i Korsør vil blive afholdt i løbet af efteråret.

Kyst ved Korsør, hvor Erhvervs-, plan- og miljø-udvalget overvejer et dige.
Kyst ved Korsør, Erhvervs-, plan- og miljøudvalget kræver høring i efteråret 2017.