Det er en fantastisk opstart i Skælskør Badminton Club, som tegner godt for sæsonen. Nye indkøb af spillere er foretaget, og tilslutningen til sommerlejren var stor.

Selvom vejret ikke har haft vist sig fra sin bedste sommerside, har det været en fantastisk sommer i Skælskør Badminton Klub. Først kunne det annonceres, at den Olympiske mester i damesingle, Carolina Marin, kommer til klubben og sidenhen kunne ungdom samt ungseniorer følge op med en fantastisk sommerlejr med historisk høj tilslutning.

Fredag d. 4. august til søndag d. 6. august var Skælskør Badminton Center på Sorøvej 88A, således fyldt med unge badmintonspillere, der ikke kunne vente med at komme i gang med det fantastiske fjerspil. Det blev til tre intense dage med udviklende træningspas og stor frivillig opbakning. Lejren muliggjorde bl.a. også, at ungdomsspillerne kunne lære klubbens nye ungdomstræner, Joakim Bach, bedre at kende.

Ungdomsafdelingen i Skælskør Badminton Klub starter sæsonen op tirsdag d. 15. august og nye medlemmer er velkomne til at kigge forbi klubbens træninger til en uforpligtigende prøvetræning:
Mandage: Kl. 16.00-17.00 Træning for spillere i aldersgruppen ca. 7-11 år/ Kl. 17.00-18.00 Træning for spillere i aldersgruppen +11 år
Tirsdage: Kl. 16.00-17.00 Træning for spillere i aldersgruppen ca. 5-14 år
Torsdage: Kl. 15.30-16.30 Træning for spillere i aldersgruppen ca. 5-11 år/ kl. 16.30-17.30 Træning for spillere i aldersgruppen +11 år.

Skælskør Badminton Klub 2017 sommerlejr. Foto: Emil Staack