I juli har to mænd fået deres ben i klemme i en mejetærsker. Ulykker, hvor landmænd eller medarbejdere kommer i klemme, eller på anden måde kommer til skade ved arbejde med maskinerne, er desværre ikke et særsyn.

Arbejdstilsynet har tilsendt os denne meddelelse.

Hvert år sker der alvorlige ulykker under høsten. Derfor advarer Arbejdstilsynet igen landmænd og andre, der arbejder med at få høsten i hus, om de risici, der kan opstå i forbindelse med høstarbejdet.

Høstarbejde fører næsten hvert år til alvorlige ulykker og dødsulykker. Ulykkerne sker især ved arbejdet med de store maskiner, og når halmballerne skal stables. I år er Arbejdstilsynet rykket ud til to meget alvorlige ulykker med mejetærskere.

Ved den ene ulykke bliver mejetærskeren ved et uheld startet, mens en 21-årig mand er i gang med at undersøge, om noget har sat sig fast i maskineriet i mejetærskeren. Den anden ulykke sker i forbindelse med, at en medarbejder fjerner sammenpakket frøgræs fra mejetærskeren, og i den proces får mejetærskeren fat i mandens ene ben.

Der er tale om uheldige omstændigheder ved de to ulykker, men generelt kan Arbejdstilsynet se et mønster i de ulykker, der bliver anmeldt.

– Ulykkerne sker typisk ved fejlretning på høstmaskiner, når motoren er i gang, og der utilsigtet sker en tilkobling af udstyr, eller når sikkerhedsanordningerne er sat ud af kraft. Det kan fx være koblingen i en halmpresser, der skal strammes, eller der skal fjernes noget affald ved halmsnitter. Derfor vil vi stærkt opfordre landmænd, deres ansatte og andre, der arbejder med høsten, til at sikre, at motoren er standset og efterløbet er stoppet helt, inden de foretager vedligeholdelse og fejlretning, forklarer Holger Delfs, forebyggelseskonsulent i Arbejdstilsynet.

Også arbejdet med at håndtere bigballer og miniballer fører jævnligt til alvorlige ulykker. Ulykkerne sker især, når halmballerne ikke er stablet stabilt, når de bliver taget ned, og når de skal transporteres. Ulykkerne går typisk ud over maskinførerne og andre personer, der opholder sig i nærheden, mens der arbejdes med halmballerne.

Mange ulykker i landbruget
Der anmeldes hvert år godt 500 arbejdsulykker i landbruget, hvoraf næsten halvdelen er alvorlige og dermed fører til tre ugers sygemelding eller mere. Undersøgelser tyder desuden på, at kun 1 ud af 4 ulykker i landbruget anmeldes til Arbejdstilsynet.

Også antallet af dødsulykker er højt i landbruget. I 2016 mistede 11 livet i en arbejdsrelateret dødsulykker i landbruget, og dermed var landbruget i 2016 det erhverv med flest dødsulykker.

Undgå ulykker ved høstarbejde

Kend din maskine:
Læs brugsanvisningen
Sæt dig ind i, hvilke sikkerhedsforanstaltninger din maskine er udstyret med, og hvordan de virker – tjek fx at sædekontakten virker
Sæt aldrig sikkerhedsanordninger ud af kraft
Sørg for, at motoren er standset og efterløbet er stoppet helt, inden du foretager vedligeholdelse og fejlretning på maskinen – fjern startnøglen.
Gå aldrig ind under et hævet skærebord eller andre hydraulisk hævede redskaber, med mindre der er en mekanisk sikring, der forhindrer, at redskabet kan sænke sig.

5 gode råd til håndtering af bigballer:
Brug løfteredskaber med førerværn
Brug to sæt spyd ved transport af bigballer
Sørg for at stable halmballerne på et vandret, stabilt underlag og i forbandt
Marker stablede halmballer med ‘Ingen adgang’
Sørg for, at der ikke er personer i umiddelbar nærhed af det område, hvor I håndterer halmballerne

Vil du vide mere
Se Arbejdtilsynets temaside om ulykker i landbruget.  Link her.
Se Branchearbejdsmiljøudvalget Jord til Bords temaside Fokus på landbrug. Klik  venligst videre her.

Undgå ulykker ved maskiner, se gode råd her.

Foto: Arbejdstilsynet