Ældre oplever markante forbedringer efter rehabiliteringsforløb.

Rehabilitering betaler sig. Det viser en netop offentliggjort evaluering af 337 gennemførte rehabiliteringsforløb fra Slagelse og Syddjurs Kommuner, hvor borgernes funktionsevne er blevet markant forbedret, efter de har været igennem helhedsorienterede rehabiliteringsforløb.

Når ældre borgere gennemfører et helhedsorienteret rehabiliteringsforløb, som bliver tilrettelagt ud fra borgerens egne mål og koordineret af en forløbsansvarlig, så bliver borgerens funktionsevne forbedret markant. Sammen med Syddjurs Kommune har Slagelse Kommune deltaget som projektkommune og afprøvet en konkret model for rehabiliteringsforløb for ældre med faldende funktionsevne. Formålet med forløbet har været at de ældre skulle genvinde deres funktionsevne og opnå størst mulig grad af selvstændighed og livskvalitet.

En evaluering af 337 gennemførte rehabiliteringsforløb i Slagelse og Syddjurs Kommuner viser, at borgernes funktionsevne er blevet markant forbedret, og at borgerne samtidigt i overvejende grad har været tilfredse med forløbene. Evalueringen er foretaget af SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd.

Bygger videre på erfaringerne
– Vi er selvfølgelig rigtig glade for de positive resultater, som evalueringen viser, at vores rehabiliteringsforløb har. Det skyldes også vores medarbejdere, som har ydet en stor indsats i en arbejdsdag med forandringer og nye måder at arbejde på, så de fortjener også stor ros og anerkendelse. Den erfaring og læring, som vi har fået bl.a. gennem deltagelse som projektkommune, vil vi selvfølgelig arbejde videre med og bygge videre på, så vi fortsat kan give borgerne et veltilrettelagt rehabiliteringsforløb, siger centerchef for Sundhed og Ældre Marianne Kristensen.

Resultaterne i evalueringen viser bl.a. en signifikant forbedring af, hvordan borgerne fungerer fysisk, f.eks. ændringer i at kunne gå og stå. Forbedringerne ses både objektivt, når borgerens funktionsevne måles, og subjektivt, når borgerne selv skal vurdere forandringerne.

Vejen til en almindelig og værdig hverdag
– Evalueringen viser, at rehabilitering både er til gavn og glæde for borgeren, og det styrker os i måden, som vi arbejder med det på. Vi har meget fokus på rehabilitering, da det netop er med til, at borgeren igen kan opnå et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt, så borgeren hjælpes tilbage til en almindelig og værdig hverdag, siger formand for Sundheds- og Seniorudvalget Ann Sibbern (O).

Den samlede evalueringsrapport kan ses på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Flere oplysninger
Susanne Fagerberg, afdelingsleder tlf. 58 57 32 60 mail sufag@slagelse.dk

Hvad er rehabilitering?
Rehabilitering er et sammenhængende forløb, der består af forskellige professionelle indsatser, der skal støtte borgeren i at genetablere og mestre sin hverdag. Det væsentlige er, at borgeren bliver så uafhængig af støtte som muligt og kan leve et aktivt og socialt liv, og han eller hun oplever at blive opfattet og behandlet som en værdifuld ressource. Støtten tilrettelægges ud fra borgerens behov og forudsætninger og i samarbejde med borgeren og eventuelle pårørende.

Young nurse and female senior in nursing home, the old lady sitting in a wheel chair