Cirka 100.000 danskere benyttede lørdagen til at besøge deres lokale havn. De kom for at prøve kræfter med en eller flere af de over 1000 gratis aktiviteter, som flere end 70 havne i anledningen af Havnens Dag havde inviteret til. Det er anden gang Havnens Dag afholdes, som landsdækkende event og dagen overgik alle forventninger, og aktivitetsniveauet blev mere end fordoblet i forhold til sidste år. Alle havne har endnu ikke meldt ind, men man kan roligt konkludere, at det samlede besøgstal har været cirka 100.000 gæster.

Danskerne valfartede i dag til de danske lystbådehavne for at få en gratis smagsprøve på alle de mange fritidsmuligheder, som de danske havne tilbyder. Årets tema var Velkommen ombord, og det var netop hvad danskerne gjorde – gik ombord i alle former for aktiviteter ikke mindst sejlads. Der blev padlet igennem på SUP Padlebords og i kajak’er, børnene fiskede efter krabber, der var undervandsjagt med harpun og snorkel og åben båd i alle afskygninger, da Havnens Dag blev afholdt.

Havnens Dag skabt af lokale kræfter

Det er Vild med Vand, skabt af Foreningen for Lystbådehavne i Danmark, der står bag Havnens Dag i samarbejde med Dansk Sejlunion samt lokale foreninger, klubber og forretningsliv, der alle har gjort en kæmpe indsats.

Dagen koordineres fra Vild med Vand, men det er alle de lokale kræfter, der skaber indholdet på dagen i de enkelte havne – og dermed dem, der har budt danskerne “velkommen ombord” i de mange havnes aktiviteter. Flere tusinde lokale ildsjæle har lagt en kæmpe indsats i at tilbyde alle de gratis glæder til dagens gæster, som blandt andet bestod af Åben Båd og Venskabsbåd, hvor man har introduceret sejlsport massivt.

Brug din havn

Baggrunden for den landsdækkende Havnens Dag er ønsket om at vise danskerne de mange fantastiske fritidsmuligheder, der er i de danske havne. Vild med Vand-projektet er til for at vække maritime drømme med aktiviteter og gode oplevelser på havnen og havet. Og dermed forhåbentlig skaffe flere medlemmer til de mange klubber, der er i de forskellige havne. Uanset om det er en sejlklub, roklub eller noget helt tredje.

Havnens Dag viser danskerne, at et maritimt fritidsliv i den grad er tilgængeligt. Jeg håber efter i dag, at mange besøgende vil komme igen og prøve både sejlklubber og havnens mange andre muligheder. For danskerne vil jo gerne på vandet. Det er helt tydeligt med den store opbakning, vi har oplevet i dag. Og de danske sejlklubber står i hvert fald klar med masser af tilbud om aktiviteter til alle hele året – også selvom man hverken har egen båd eller redningsvest”, siger Mads Kolte-Olsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion.

“Med mere end en fordobling i forhold til antal gæster sidste år, er det en herlig succes at stå med i dag. “Havnens Dag” er den dag, hvor de danske havnes mest engagerede mennesker åbner havnen op og viser gæsterne det skønne, blå friluftsliv. De begejstrede lokale ildsjæle er klart dem, der er bedst til at vise vejen om hvordan man kan komme i gang med det blå klubliv og nyde havnen som centrum for klubliv og fritidsaktiviteter. Og det er kernen i “Havnens Dag” – at præsentere og udvikle brugen af de skønne, danske havne og få flere ud på og gerne også i vandet,” siger Lone Buchardt, projektleder i Vild med Vand-sekretariatet og fortsætter: “Flere tusinde frivillige har i tiden op til og i dag løftet, båret og skabt begivenhederne både lokalt og nationalt. Uden deres engagement var Havnens Dag aldrig blevet til den succes, vi har set i dag,” fortæller hun.

Efterdønninger på havnen

Det helt centrale for Havnens Dag og Vild med Vand er, at de gode oplevelser på dagen skaber efterdønninger i form af flere nye brugere på havnen og på vandet fremover. Det lykkedes sidste år, hvoraf nogen i dag for eksempel har fået båd og bådplads. Med dagens besøgstal og årets fokus på Velkommen Ombord, Åben Båd og Venskabsbåd kan man godt forvente det samme vil ske i år. Derfor fortsætter Vild med Vand-havnene med at udbyde flere gratis Vild med Vand-aktiviteter igennem sommeren.

“Vi ønsker at give alle de mange gæster, der i dag har haft en god vandoplevelse, mere blod på tanden. Vi håber meget, at gæsterne fra Havnens Dag får lyst til at komme igen til flere vandaktiviteter i de danske lystbådehavne ikke kun nu, men også resten af året og får en oplevelse af, at havnen er åben for alle med en maritim drøm siger Jesper Højenvang, direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.

FAKTABOKS – Havnens Dag

•Havnens Dag 10. Juni 2017 skønnes at have været besøgt af cirka 100.000 tusinde danskere. •Der var flere end 1000 udbudte aktiviteter at vælge imellem fordelt på mere end 70 lystbådehavne.
•Havnens Dag er en årlig begivenhed. Sidste år blev Havnens dag afholdt 29. maj og havde lige over 60.000 gæster.
•Målet er at der i 2018 er 100 havne med i Vild med Vand.
•Havnens Dag afholdes i 2018 søndag den 10. juni
•De åbne Vild med Vand-aktiviteter, som Vild med Vand-havnene følger op med efter Havnens Dag, vil både blive annonceret lokalt samt under de respektive havne på www.vildmedvand.dk – hvor man altid kan følge med i, hvor der lige er den vandaktivitet, man er til
•Havnens Dag er en del af projekt Vild med Vand, som er skabt af Foreningen af Lystbådehavne I Danmark og Dansk Sejlunion. Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Cirka 100.000 danskere deltog i dag i “Havnens Dag”. Her er vi med på Åben Båd. Foto: Vildmedvand
Foto: Vildmedvand. Havnens Dag 2017.
%d bloggers like this: