Nu bliver det gratis at parkere i Rådhuspladsens P-kælder. Fra mandag den 5. juni kan de handlende i Slagelse parkere gratis i fire timer i parkeringskælderen under Rådhuspladsen.

– Det har været fjollet at se alt for mange biler cirkle rundt om Rådhuspladsen for at finde plads, mens der har været ledige pladser i kælderen under Rådhuspladsen. Det gør vi nu noget ved, til gavn for de handlende og de forretningsdrivende, siger Henrik Brodersen (O), udvalgsformand for Land-distrikter, Teknik og Ejendomme.

Den gratis firetimers parkering blev foreslået af et enigt LTE-udvalg og efterfølgende stemt gennem byrådet. Der er fortsat to timers parkering på parkeringspladsen i gadeniveau.

– Det er vigtigt for forretningslivet i centrum af Slagelse, at der er gode parkeringsforhold, så kunderne ikke søger ud af byen. Vi vil have en levende bymidte, og derfor skal vi gøre det attraktivt at søge ind til byen, siger Henrik Brodersen.

De forretningsdrivende omkring Rådhuspladsen og Nytorv kan leje pladser i kælderen til ansatte, hvis de ønsker det.

Den nye gratis parkering træder i kraft 5. juni, og det første stykke tid er der midlertidig skiltning, der senere erstattes af permanente skilte.

Foto: Slagelse Kommune