27 års medaljetørke er ovre – HU21 vandt bronze til Ungdoms DM.  Ikke siden Korsør VK vandt sølv i DU21 i 1990 har VK Vestsjælland (sammenlægning af Korsør og Slagelse Volleyball Klub) vundet medalje til ungdoms DM i den ældste ungdomsrække, U21. Til dette års U21 DM var VK Vestsjælland repræsenteret med både DU21 og HU21, hvor begge hold inden stævnet ikke var blandt medaljefavoritterne.

DU21 vandt to ud af fire puljekampe, hvilket kvalificerede dem til kvartfinalen mod Ikast. Den kamp var stort set identisk spillermæssigt med de kvalifikationskampe Ikast og VK Vestsjælland spillede mod hinanden på seniorsiden for en måneds tid siden, hvor Ikast endte med at trække det længste strå i to tætte kampe. Kvartfinalen blev igen tæt, men desværre trak Ikast sig sejrsmæssigt ud med 1-3. Dermed skulle VK Vestsjælland spillede 5.-6. plads kamp mod Amager, en kamp som VK Vestsjælland vandt sikkert med 3-0. Det endte således med en flot 5. plads til VK Vestsjælland, hvilket er det bedste resultat siden årtusindskiftet i DU21-rækken.

For HU21 betød deres puljeresultater at de endte som 3’er og dermed skulle spille kvartfinale mod 2’eren fra den anden pulje, DHV-Marienlyst. Indtil da havde VK Vestsjællands hold ikke leveret sit bedste spil, men heldigvis præsterede holdet tæt på topniveauet i kvartfinalen. VK Vestsjælland vandt en flot og seværdig kamp med 3-1, hvor Ligaspilleren Laurids Sund blev topscorer med 20 angrebspoints.
Der var derefter lagt op til semifinale mod Kolding-Middelart, et hold som rummer seks spillere der til daglig spiller i Volleyligaen, hvor VK Vestsjælland stiller med 3, Oskar Madsen, Laurids Sund og Rasmus Bech. Kolding-Middelfart lagde stærkt ud og vandt de to første sæt, men så igangsatte VK Vestsjælland et come back af de helt store og vandt de to næste sæt. Kampen skulle derfor ud i et 5. og afgørende sæt, hvor VK Vestsjælland desværre trak det korteste strå.
Efter en flot præstation i semifinalen måtte holdet således tage til takke med en kamp om 3. pladsen mod Hvidovre-Køge. I den kamp fortsat VK Vestsjælland det flotte spil og vandt relativt sikkert med 3-1. Bronzemedaljerne kom på den måde i hus, hvilket er en historisk præstation, da det er 27 år siden klubben sidst har vundet medalje i den aldersgruppe.

“Det er faktisk blot 2 år siden, at vi kvalificerede os for første gang i den ældste ungdomsrække (U21) til DM siden årtusindskiftet. At vi nu så vinder den første medalje i den aldersgruppe i 27 år, det er helt fantastisk. Alt dette er startet for 7 år siden, hvor klubben igangsatte en større satsning på ungdomssiden, som vi nu for alvor begynder at se resultaterne af. Vi er meget stolte af begge holds resultater og glæder os over, at vi særligt på herresiden er med helt fremme i alle aldersgrupper (Guld HU18, Sølv HU14, Bronze HU21, HU16 spilles d. 20.-21. maj)”, udtaler klubbens ungdomskonsulent Kim Buchwald.

HU21: Oskar Madsen, Laurids Sund, Tobias Tirsvad, Joachim Hesselholt, Oliver Pihl, Kalle Madsen, Rasmus Bech, Jacob Bech, Felix Olsen.
DU21: Sabina Adilovic, Chelsea Ingabire, Trine Lund Nielsen, Therese Piper, Emma Hesselholt, Katrine Lundberg, Yasmin Johansen, Hannah Mortensen, Nadja Kristensen, Sara Ruwald, Diana Sørensen, Kevser Kilic.

HU21 fra VK Vestsjælland med DM medaljer. Foto: Kim Buchwald