Endnu engang var MARGINALERNE MOD VK VESTSJÆLLANDS damer.  Resultatet af Ikast KFUM – Volleyklubben Vestsjælland blev 3-1 (25-22, 25-15, 19-25, 22-25).

Efter en flot præstation og et knebent nederlag på 2-3 til Frederiksberg i sidste uge, var VKVs damer klar til endnu en kamp, hvor topniveauet igen skulle findes frem. Modstanderne til dagens kvalifikationskamp til Volleyligaen var Ikast, som besejrede VKV to gange sikkert med 0-3 i sidste sæson. Det skulle derfor blive spændende at se styrkeforholdet mellem de to hold, særligt efter Ikast har spillet en sæson i Volleyligaen, mens VKV har kæmpet med i toppen af 1. division.

Underdogsne fra VKV kom fantastisk fra start til 8-3, hvor de med det samme viste Ikast, at de var kommet for at spille med om sejren. Ikast svarede dog hurtigt igen og fik udlignet til 9-9. Derefter fulgtes holdene af helt til 19-19, men så viste Ikasts Volleyliga-rutine sig, da de var bedst da det gjaldt, 22-25.

VKV kom igen bedst fra start i 2. sæt, denne gang til 8-4, men ganske som i første sæt fik Ikast kontakt ved 9-9. Derfra gik VKV fuldstændig i stå, mens Ikast spillede aldeles fejlfrit og vandt de næste 7 points. Dermed var sættet afgjort og Ikast kunne køre det sikkert hjem med 15-25. I dette sæt noterede VKVs scoutman blot TO!! uprovkokerede fejl fra Ikasts side, hvilket er meget usædvanligt – stor ros til Ikast for denne præstation.

Fra 3. sæts start rykkede VKV rundt, hvor Therese Piper kom ind på diagonalen, hvilket skulle vise sig at få afgørende betydning. Ikast satte sig dog på sættet var start og skabte små føringer på 5-8, 8-11 og 9-13. Men så kom Trine Lund Nielsen på banen for VKV og hun var med til at skabe fornyet energi med en fantastisk stuff blokade og nogle skarpe server. Samtidig havde Therese Piper spillet sig varm på diagonalen og bød ind med to fremragende stuff bloks og pludselig var VKV i front med 16-14. Ikast var lige ved at nå ved 19-18, men så tog VKV 5 points i streg i Emma Hesselholts serv, og så kunne VKV sikre sig sættet med 25-19.

4. sæt blev utrolig spændende og holdene fulgtes tæt ad hele vejen. Ingen ville give sig og de to hold lavede points på skift. Det var tæt hele vejen til 19-19, men så var de berømte små marginaler igen på Ikasts side i den afgørende fase. Måske bedst beskrevet ved kampens sidste bold, hvor VKVs kantangriber Katrine Lundberg hamrede bolden i Ikasts blokade, men desværre får stukket en arm ud efter bolden og rører den, selvom den havde retning ud mod trænerbænken. Ikast vandt med 22-25 og dermed kampen med 1-3.

VKVs træner Kim Buchwald gjorde status efter kampen: “For os handler det om at bringe os i en position, hvor vi spiller med om sejren – det gjorde vi bestemt idag synes jeg. At marginalerne så går Ikasts vej til sidst i de tætte sæt, det skal vi ikke gå og have hønserøv over. I de to sidste kampe i 1. division mod DHV og Gentofte, som vi vandt for at ende i kvalifikationsspillet, der var det os der vandt 3-2. At vi så nu både mod Frederiksberg i sidste uge og Ikast i dag er dem der trækker det korteste strå i de tætte kampe, det kan vi ikke tillade os at være voldsomt utilfredse med. Vi er selvfølgelig ærgerlige, men primært er vi faktisk meget glade for vores præstation i begge kampe. Nu gælder det om at få justeret de små ting til træning, så vi næste gang kan gå hele vejen og vinde de kampe. Men først handler det om at få en god træning i morgen, så vi er klar til DHV Odenses talenter på tirsdag”.

Damerne skal nemlig i aktion allerede på tirsdag d. 14. marts kl. 20.00, hvor DHV Odense gæster Korsørhallen. Dette er en must win-kamp, hvis VK Vestsjællands damer skal holde liv i håbet op oprykning til Volleyligaen. Så klubben håber at rigtig mange dukker op i Korsørhallen og støtter holdets bestræbelser på at kvalificere sig til Volleyligaen.

Spilfordeler Sabina Adilovic leverede en solid indsats i kampen mod Gentofte Volley. Fotograf: MortenO.com