Psykiatrien donerer brugte møbler til udsat område
Psykiatrien Region Sjælland har doneret brugt møblement og patientsenge til hospitaler i Ukraine, hvor der er stort behov for hospitalsudstyr. Det brugte inventar blev sendt af sted fra Flyttefirmaet Larsen og Co. i Slagelse, hvor møblerne har været opmagasineret.

Da Psykiatrien Region Sjælland samlede flere afdelinger i det nybyggede psykiatrisygehus i Slagelse sidste år, nedlagde man i den forbindelse en række afdelinger. Store dele af inventaret fra de nedlagte afdelinger er blevet genanvendt i det nye psykiatrisygehus og andre steder i psykiatrien, noget bliver opbevaret på eget lager som reserve, og det mest værdifulde er blevet solgt på auktion. Men noget af inventaret er ikke i en stand, så det ville give mening at anvende det.

– Det er patientsenge og andre møbler, som er i dårligere stand end det vi allerede har. Det er dyrt at skrotte, og derfor valgte vi at give det væk, fortæller Lars Engelbrektsen, ledelseskonsulent hos Psykiatrien Region Sjælland. De brugte møbler blev lastet sammen med andet hospitalsudstyr og sendt til Ukraine.

– Det er foreningen Global Medical Aid der sørger for at formidle kontakten til Ukraine samt at fragte det brugte udstyr af sted. Behovet for hospitalsudstyr er stort i Ukraine, forklarer Hans Frederik Dydensborg der er stifter af foreningen Global Medical Aid.

– Krigen i Østukraine har forværret situationen. I forvejen har man i byerne mangel på læger og hospitalsudstyr. Når så de læger, der er, tager til Østukraine og hjælper, så tager de en del materiel med, og det betyder at hospitalerne kommer yderligere i bekneb, siger Hans Frederik Dydensborg, der er formand og stifter af Global Medical Aid.

Det er cirka 60 senge samt borde, reoler, rullekommoder og andet inventar, som Psykiatrien Region Sjælland sender til Ukraine. Det er blevet tæt pakket med andet udstyr i lastbilerne som køres til Ukraine. De fire lastbiler er hver 13 meter lange og kan rumme 93 kubikmeter.

Der skal også stole afsted, som kunne gøre dette venteværelse på 17. Hospital i Kiev lidt behageligere at opholde sig i.
Billede er fra en hospitalsstue på hospitalet i Vinnytsya, Ukraine.
Alt mangler i Ukraine, også ting til køkkenet.
Fra containerne lastes skabe tæt til Ukraines hospital.