I Slagelse er det en tradition med picnickoncerterne, der første gang så dagens lys for næsten 20 år siden i 1997. Sidenhen har den årlige tilbagevendende begivenhed blot vokset sig større og mere velanset, og der kommer ofte flere hundrede mennesker i Slagelse lystanlæg for en aften med god musik og hyggeligt selskab.

hot-society-orchestra-3På Dit Slagelse har vi samlet en oversigt over koncertgiverne til dette års picnickoncerter; her følger koncerterne for juni:

3. juni: Dandanell and the far out boys
Sidste år lukkede og slukkede ‘Dandanell and the far out boys’ picnickoncerterne med et brag af en koncert, der bød på nogle af de største numre gennem tiderne, leveret med en selvsikker performance. Særligt er ‘Dandanell and the far out boys’ kendt for deres Shu-bi-dua-coversange, men også andre covernumre; heriblandt vikingernes fra FC Vestsjællands slagsang: ‘En viking han gi’r aldrig op’. Det bliver en aften med rock, godt humør og god stemning.

10. juni: Decades
Med gruppens egen beskrivelse, er ‘Decades’ musik fra dengang mor var dreng. Det betyder såmænd bare, at ‘Decades’ spiller en håndfuld af deres favoritter, der tæller alt over Patsy Cline til TV-2.

17. juni: Mikkels Kvartet samt Krabasken
Mikkels Kvartet underholder folkemængderne med populære opera-, operette- samt klassiske evergreens denne sommeraften i Slagelses lystanlæg, der vil tage publikum på en rejse i det klassiske repertoire. Efter pausen kommer Slagelses amatørteater, Krabasken, og giver den gas med John Mogensen-sange.

24. juni: Nida Jazzband
Nida Jazzband er et rutineret og erfarent jazzband, der nu med fuld besætning kan indtage Slagelse lystanlægs scene til en aften med swing- og ragtimejazz; en underholdende jazzaften for alle.

Det kan absolut anbefales at besøge Slagelse Lystanlæg hver onsdag fra d. 3. juni, hvor der er lagt i kakkelovnen til hyggelige stunder og god musik. Du kan læse mere om picnickoncerterne på Picnickoncert.dk