0fcccca5b510e5bb86a94045046d252d_L

Det tætteste Danmark overhovedet kommer på en nationalskjald, må være trubaduren Sebastian. Med sine melankolske tekster, den velkendte stemme og den fantastiske guitar har han i årtier henrykket det danske publikum og opnået ikonstatus i den danske musikbranche.

Årtiers erfaring
Sebastian begyndte sin musikalske karriere i slutningen af 1960’erne, men slog for alvor igennem i 1970, hvor han indspillede sin første single i Vanløse Bio. Det var også her han fik sit kunstnernavn, Sebastian, der jo ikke er hans rigtige navn, da han er borgerligt døbt Knud Grabow Christensen.

Det første album, som Sebastian for alvor slog igennem med var “Den Store Flugt”, der udkom i 1972. Det kunne i 2012 fejre 40 års jubilæum med en turne igennem Danmark til de danske Sebastian-tilhængeres store fornøjelse.

Sidenhen er det blevet til et utal af succesrige albums, der alle indeholder Sebastians varme, lyrisk-poetiske tekster. Sebastians samarbejde med andre kendte danske musikere er kommet dem ligeså vel som ham selv til gavn, bl.a. en anden vellidt dansk musiker, Lis Sørensen, der sammen med Sebastian fik sit folkelige gennembrud.

Genopdagelsen af musicalen
I 1985 komponerede og skrev Sebastian musikken til musicalen ‘Skatteøen’, der endnu er den mest sete danske musical, og som i øvrigt også spiller i Slagelse i løbet af foråret, se mere her.

Op igennem halvfemserne og 00’erne skrev og komponerede Sebastian musik til en lang række publikumsucceser, heriblandt ‘Aladdin’, ‘Pippi’ og ‘Kærlighedens Farver’, og genopfandt dermed musical-musikken som dansk genre.

I trubadurens selskab
Som allerede nævnt brugte Sebastian kendte musikere i sit band, men på de seneste turneer har han været solo – bare sig selv og sin guitar. Anmelderne har været vilde med den ømhed, der har omgivet koncerterne; i Gaffa kvitterede man med 6 stjerner og denne kommentar; “I kategorien “mand med guitar” er Sebastian i en klasse for sig. Dette lyder som en musikalsk kærlighedserklæring til Sebastian. Fint med mig. Seks stjerner er selvskrevne”.

Sebastian spiller i Slagelse Musikhus den 12. april, og billetter samt mere information kan findes på musikhusets hjemmeside.